søndag den 31. oktober 2010

Ghettoiseringen af Danmark

  Boligblokke som disse i Gellerup skal, hvis det står til regeringen, rives ned, så flere kan få fornøjelsen af ghettomenneskerne



Den liberale danskerpolitik, der føres her i landet, er ved at udviske det oprindelige danske folk fra jordens overflade. Med danskerpolitik mener jeg den politik som beskriver, hvem der er en dansker her til lands. Denne politik er nemlig meget liberal. Har du dansk pas, så er du dansker, uanset om du hedder Muhammed og er mørkere end en solformørkelse.

Denne liberale danskerpolitik blev meget godt illustreret da Lars Løkke i sin tale, ved folketingets genåbning i år talte om at rive boligblokke ned. Det skulle så være et løsningsforslag på ghettoproblemet. Men meget tyder på, at den lille statsminister næppe selv har været i nærheden af en ghetto uden PET-agenter. Havde han det, ville han måske vide, at det ikke er boligblokkene, der er noget galt med — men derimod de mennesker, der bor i dem.

Med forslaget vil han sende de racefremmede ud af ghettoerne og ind andre steder i landet, der endnu ikke har ghettotilstande. Men det siger jo sig selv, at når man på den måde river de fremmede ud for at sprede dem ud over lang og rige, så har det blot den følge, at resten af landet kommer til at døje med de racefremmede — og de problemer, der følger med, naturligvis. På den måde bliver hele Danmark en stor ghetto — og derfor kalder jeg det projekt, som politikerne vil iværksætte og for så vidt allerede har gjort, for GHETTOISERINGEN AF DANMARK

Det er det samme projekt politikerne selv betegner som integrationsprojektet. Men integration er jo netop også et pænt ord for befolkningsudskiftning. For når man integrerer en fremmed og gør denne til en såkaldt „nydansker“, så erstatter denne jo den gamle dansker. En integrationspolitik er altså en udskiftningspolitik. Når de forskellige partier overvejer, hvad der er den bedste måde at integrere de fremmede på, så overvejer de også, hvordan man bedst og nemmest muligt skifter den danske befolkning ud med en ny.

At integration er befolkningsudskiftning ses da også af de ækle integrationstiltag, der foretages. Man prøver eksempelvis at presse de fremmede ind i erhvervslivet og dermed skubbe danskere ud. Dette gør man f.eks. ved at stille dem lavere krav og give virksomheder løntilskud, hvis de vil ansætte fremmede på bekostning af danskerne. Man giver integrationspriser, til de virksomheder, der har „udmærket“ sig ved at ansætte særligt mange fremmede. Det kalder politikerne integration — men det er vigtigt, at vi ved, at det reelt er en udskiftning af danskerne til de fremmedes fordel.

Et helt konkret eksempel på ovenstående tendens er, at danske, arbejdsløse lastbilschauffører bliver skoddet til fordel for racefremmede, der ikke engang har lastbilkørekort — dette får de så betalt af staten, så de kan skubbe danskerne bag det store rat væk. For det er reelt, hvad der sker. Alt imens man opkvalificerer fremmede til at kunne overtage danske lastbilchaufførers arbejde, så er der i forvejen danskere, der er kvalificerede til jobbet, der går arbejdsløse rundt. Dette er såkaldt integrationspolitik — eller bare udskiftningspolitik.

Når man foretager disse tiltag; erhversintegration og ghettonedrivninger, så de fremmede kan komme ud til os andre, så er man i gang med at ghettoisere samfundet Danmark. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at det ikke er samfund, der skaber mennesker, men derimod mennesker, der skaber samfund. Derfor vil et „nydansk“ samfund i højere grad komme til at ligne de lande, hvor de „nye danskere“ kommer fra, snarere end det vil komme til at ligne Danmark som vi kender det.

Så hvis integrationsudviklingen fortsætter, så kan vi meget vel stryge alle boligområderne på ghettolisten. I stedet kan vi nøjes med at liste ét enkelt, geografisk område op: Danmark.

Kilder:

søndag den 3. oktober 2010

Racisme — en naturlig forsvarsmekanisme





Racebevidsthed er menneskets forsvarsmekanisme imod raceblandingen - noget helt naturligt!


Vi bliver fortalt i folkeskolen, på gymnasiet, af politikerne og i systempressen, at racisme er afskyeligt, ondt - ja, endda en forbrydelse. Det at tale om race i det hele taget er blevet et tabu i dag - og gør man det alligevel, så skal det være på baggrund af en kamp mod racismen.

Er vi født som racister?

I uge 38 var der i Weekendavisen en artikel med overskriften „Er vi født som racister?”. Denne artikel tager udgangspunkt i en nylig bogudgivelse fra University of California at Berkeley. Titlen på bogen er som artiklens overskrift „Are We Born Racist?”.

Grunden til denne noget usædvanlige titel skyldes mere eller mindre ny forskning, der viser, at vi mennesker instinktivt er på vagt overfor, og ser skævt til folk, der tilhører en anden race end vor egen. Da det er instinktivt har det naturligvis en videnskabelig forklaring.

Når vi ser en racefremmed person aktiveres den del af hjernen, der kaldes amygdala ‒ eller på dansk; mandelkernen. Den tilhører det limbiske system, som bl.a. er med til at påvirke vore følelser og vores instinktive adfærd. Amygdala i særdeleshed håndterer bl.a. frygt og forsvarsmekanismer.

Når mandelkernen aktiveres er vi altså i en forsvarsposition ganske instinktivt. Når dette sker ved mødet med en racefremmed har det naturligvis en årsag, ligesom de fleste af naturens undere har det. Når vi træder i forsvarsposition overfor et rovdyr skyldes det den umiddelbare trussel som denne udgør for vores liv og førlighed. Når vi gør det samme overfor eksempelvis en neger, så skyldes det jo ikke, at vi er bange for at blive spist af denne. Dog er det stadig et forsvar for vort liv og førlighed, blot sat i et større perspektiv. I denne situation er vi måske ikke udsat for en umiddelbar trussel for os selv som individer. Men  for vort folk udgør de racefremmede til hver en tid en trussel, da vi, som en homegen befolkningssammensætning, ikke kan tillade fremmede i vor samling af individer, hvis vi vil bevare, vedligeholde og styrke vort folk i en positiv udvikling ‒ og hvis vi i det hele taget vil tage vare om vor folkesundhed. Derfor er vores hjerne på vagt overfor fremmede ‒ og derfor aktiveres en forsvarsmekanisme, som resulterer i det, som vi i dag kender som racisme, hvad end det være sig sagt eller usagt. For undersøgelser viser nemlig, at selv de mest tolerante anti-racister påvirkes af deres instinkter ‒ og reagerer på dem.

Ikke alle mennesker reagerer lige kraftigt på de fremmedes tilstedeværelse, men man kan blive ekstremt påvirket alene ved synet af en fremmed i det lokale supermarked. Kroppen vil udsende stresshormoner, hjertet vil pumpe hurtigere og blodkarrene vil snøre sig sammen.

Når vores instinkter undertrykkes

Undersøgelsen viser dog også, at vore dybtfølte instinkter kan undertrykkes. Dette kan naturligvis ikke komme som nogen overraskelse for nogen i og med, at vi går op og ned af hinanden i nutidens multietniske samfund uden der endnu har været en massakre. Undertrykkelsen sker simpelthen ved, at vore instinkter er blevet til en forbrydelse ‒ og alene det at fortælle om, hvad man føler omkring de fremmedes tilstedeværelse her i landet er et tabu. Man skal simpelthen efterplapre den politiske korrekthed, som instinktivt byder os imod.

Denne undertrykkelse af vore instinkter, dybtfølte og biologiske holdninger til de fremmedes tilstedeværelse blandt os resulterer da også i, at de der særligt påvirkes af stresssymptomer ved synet af en racefremmed har større sandsynlighed for at få hjertesygdomme, forhøjet blodtryk, kræft og type2-diabetes, hvis de dagligt omgås fremmede.

Vi bliver altså i højere grad udsat for sygdomme, som en konsekvens af den undertrykkelse som vi af de „demokratiske” systemer bliver udsat for. Men det er jo ikke den eneste konsekvens herved. Instinkterne såvel som konsekvenserne ved at undertrykke disse er påvist gennem studier, hvilket altså gør det krystalklart, at det vi kender som racisme er en forsvarsmekanisme imod det fremmede, som er en trussel for vort samfund.

Selv med sænkede parader siger vi fra

Når en forsvarsmekanisme på den måde bliver undertrykt, så kommer vi til at stå med paraderne nede. Vi er altså ikke længere i stand til at forsvare os selv imod det, som den pågældende forsvarsmekanisme er et værn imod. I dette tilfælde drejer det sig om raceblandingen. Andre undersøgelser viser dog, at det ikke umiddelbart er så let at undertrykke disse instinkter i og med, at raceblandede parforhold er meget sjældent set i forhold til det antal fremmede, der opholder sig her i landet. En konkret undersøgelse om emnet foretaget af Zapera for MetroXpress i starten af år 2009 viste, at kun 2 pct. af den danske befolkning befinder sig i et raceblandet parforhold. Den tolerance, som de anti-danske politikere prøver at plante har altså ikke vundet indpas. Ganske givet pga. vores biologiske afstandtagen fra de fremmede. Desværre må vi dog erkende, at der er en tolerancetendens. Hele 69 pct. foregiver i hvert fald, at de godt kunne danne parforhold med en racefremmed person, mens 17 pct. siger „måske”. Kun 8 pct. afviser at ville danne par med en racefremmed.

Den nødvendige kamp for overlevelse

Det man dog må konkludere er, at vores biologiske forsvarsmekanisme holder os fra raceblandingen. Men vi må også med gru konstatere, at der er stærke kræfter, der kæmper for at få os til at handle imod vores natur og dermed opgive den evige kamp for overlevelse. Som en mand, der prøver at lokke en, der er ved at drukne til at blive under vandet, så har systemet, der prøver at lokke det danske folk til at grave sin egen grav, også svære vilkår. Vores selvopholdelsesdrift kæmper imod. Men at tro, at selvopholdelsesdriften i hvert individ alene kan værne imod systemets indoktrinering om lykken ved raceblandingen vil være noget naivt. Den selvopholdelsesdrift som vi besidder hver især må vi omsætte til ord og handling. De kræfter, der kæmper for det danske folks undergang er magtfulde ‒ og det er derfor, at DNSB's virke som en revolutionær organisation ikke bare er vigtigt. Vort virke er livsnødvendigt!

Kilder:
Weekendavisen: „Er vi født som racister?” (Ikke længere online)

mandag den 20. september 2010

Dansk Folkeparti pacificerer indvandrermodstanden!


 Pia K's idol — en neger

Da Dansk Folkeparti afholdte årsmøde i Herning for nylig kom der flere ting frem, som kan være interessante for den DF-vælger, der måske stadig, noget naivt, tror på løgnen om „den stramme udlændingepolitik”. Til mødet var somalieren Ayaan Hirsi Ali inviteret som gæstetaler.

Pia forbarmer sig over sit somaliske idol

Hirsi Ali følte sig, måske berettiget, på hjemmebane til DF's årsmøde. Dette kom til udtryk, da hun valgte at kommentere på Dansk Folkepartis vælgertækkende løfte om at ville stoppe al ikke-vestlig indvandring. Dette brød hun sig selvsagt ikke om, da hun, som hun selv påpegede, er en ikke-vestlig indvandrer.

Efter årsmødets afslutning blev partiformand Pia Kjærsgaard interviewet af TV2's politiske kommentator, Henrik Qvortrup. Her henviste han til, hvad Hirsi Ali havde sagt og sammenholdte det med Pia Kjærsgaards tidligere udtalelse om, at hun betragter somalieren som sit idol. Pia fastholdte, at Hirsi Ali er hendes idol og forklarede, at hun ikke mener, at der er regler uden undtagelser. Uddybende forklarede hun, at personer som Hirsi Ali hjertens gerne måtte komme til Danmark, selvom de kommer fra ikke-vestlige lande. En nærmere definition på, hvilke ikke-vestlige indvandrere, der godt må komme til Danmark kom partiformanden dog ikke med. Men med dette ligger det altså helt klart, at DF's bebudede stop for al ikke-vestlig indvandring er et tomt løfte. Det er en direkte løgn, der skal være med til at give danskerne et billede af Dansk Folkeparti som fortroppen i kampen mod masseindvandringen. Men et sådant billede er en illusion.

Pacificeringen af en ægte modstand

Denne illusion er delvist skabt af Dansk Folkeparti selv, men også af andre politiske partier, pressen og andre af det multietniske samfunds vagthunde. Men hvorfor?

Ser man på det netop overståede svenske valg, hvor de udskældte Sverigedemokraterne (SD) opnåede valg, så ser man her samme tendens. Der skabes et tabu omkring et harmløst parti, der helt på linje med Dansk Folkeparti ønsker et multietnisk samfund. Men dette tabu gør, at menigmand vil føle, at en stemme på SD (eller DF for den sags skyld) er et radikalt træk. Menigmand vil føle, at hans stemme vil gøre en forskel — og så længe han føler det, så forholder han sig ellers passivt. For han har jo gjort sit, ikke?

På den måde kommer alle de indvandrermodstandere, der stemmer på disse partier, helt ufrivilligt til at gå indvandrervennernes ærinde. Dette gør de, da hverken SD eller DF fører (eller har tænkt sig at føre) andet end symbolpolitik. De vil sende nogle signaler til vælgerne om, at de gør noget for at bremse den multietniske udvikling. I virkeligheden gør de dog ingenting andet end at prøve at pacificere den indvandrermodstand som spirer op i hele Europa, alt imens de lader vore nationer blive fyldt op med fremmede.

Dansk Folkepartis sande ansigt

Som det fremgår ovenfor, så er Dansk Folkeparti ikke, hvad de udgiver sig for at være. Men hvis man tror, at de blot har et par skønhedsfejl, så tager man grueligt fejl. I en artikel i Kristeligt Dagblad i juli 2009 hilser Pia Kjærsgaard masseindvandringen velkommen med en fræk hentydning til, at det danske folks arvemasse er en ligegyldighed. I april 2009 giver en anden fra DF's partitop, EU-parlamentsmedlemmet Morten Messerschmidt, i et videointerview med TV46 udtryk for præcis det samme; at det danske folks arvemasse er ligegyldigt, og at det er fint og endda fornuftigt, at det vælter ind med racefremmede indvandrere.
Partitoppen synger altså enstemmigt det danske folk i graven. Dette er, i modsætning til så meget andet de siger, ikke tomme ord. Ifølge Danmarks Statistik så oplevede vi nemlig den størst, dokumenterede indvandring i Danmarkshistorien i 2008. Dette skete med Dansk Folkepartis velsignelse, al den stund, at de sagtens kunne have væltet regeringen på dette spørgsmål, hvis viljen var der.

Dansk Folkeparti er med andre ord ikke en del af indvandrermodstanden, men derimod kilden til pacificeringen af denne. De stiller guld og grønne skove i udsigt, men giver os kun et bundløst mudderhul. En radikal modstand mod det multietniske samfund er påkrævet, hvis dette skal bringes til sit ophør — og en sådan finder du ikke i Dansk Folkeparti!

Kilder:

Danmarks Statistik: Rekordstor indvandring i 2008 »




tirsdag den 17. august 2010

Politikernes xenomani bliver danskernes død!

 Billedet: Typisk eksempel på politikernes leflen for de fremmede

Lyden fra udrykningskøretøjer, må vi finde os i — dette stiller de færreste spørgsmålstegn ved. Denne larm defineres af Miljøstyrelsen som „samfundsaccepteret støj“, hvilket vel er til at forstå al den stund, at vi alle kan få brug for en ambulance, en brandbil eller andet, hvis uheldet er ude.

For nylig er det dog kommet frem, at Miljøstyrelsens tolkning af samfundsaccepteret støj er noget bredere end som så. Udover det førnævnte, og at vi også må finde os i lyden fra kirkeklokker — så skal vi nu også til at finde os i lyden af muhamedansk bønindkaldelse fra minareterne på de mange moskéer, der er ved at dukke op rundt omkring i landet. Således kan mange danskere altså givetvis snart vågne op og på andre måder blive forstyrret i sin dagligdag af brægende muhamedanere. Den første bønindkaldelse er ved solopgang, hvilket f.eks. kan være kl. 4 om natten. Den første indkaldelse vil så være én ud af i alt 5 bønindkaldelser dagligt.

En meningsmåling som Rambøll og Analyse Danmark har foretaget for Jyllands-Posten viser, at 54,9 procent af danskerne i nogen eller i høj grad mener, at islams tilstedeværelse i Danmark er et problem for sammenhængskraften i Danmark. Dette hænger dog meget dårligt sammen med, at Miljøstyrelsen få dage før offentliggørelsen af denne meningsmåling altså har kategoriseret muhamedansk bønindkaldelse som „samfundsaccepteret støj“. For hvis samfundet, som er menneskene, mener, at islam er et skadeligt fænomen i Danmark, så er der vel næppe heller flertal for muhamedansk støj og propaganda.

Andre skadelige elementer?

Udover de 54,9 procent af danskerne, som mener, at islam er skadeligt, så mener 42,4 procent, at indvandringen er et negativt fænomen. Dette undrer Lektor Jens Peter Frølund Thomsen fra Aarhus Universitet, der har forsket i forholdet mellem danskere og indvandrere. Han mener, at det burde forholde sig anderledes, når flere af indvandrene, som han påstår, har fået arbejde og når politikerne har bremset tilstrømningen. Men for at tage det sidste først, så oplevede vi jo i 2008 den størst, dokumenterede indvandring i Danmarkshistorien. Så tilstrømningen er ikke bremset. Tværtimod. For det andet, så har undersøgelser vist, at en ikke-vestlig indvandrer koster det danske samfund 29.598 kroner årligt. Om nogle af dem så har arbejde eller ej, så er de samlet set et økonomisk passiv. Derudover er der jo naturligvis også mange principielle grunde til at være modstander af indvandringen. Eksempelvis er der jo spørgsmålet om at være herre i eget hus. Som Miljøstyrelsens tolkning af „samfundsaccepteret støj“ viser, så påvirker de fremmedes indtrængen i Danmark os lovgivningsmæssigt og kulturelt. Spørgsmålet om det danske folk skal have en fremtid er også væsentligt. Fortsætter indvandringen ufortrødent vil det danske folk i løbet af få årtier være en minoritet i eget land. Bliver det danske folk en minoritet må man også forvente en kulturel ændring og et organisatorisk, teknologisk og økonomisk spejlbillede af de lande, hvor den kommende majoritet, indvandrene, kommer fra.

Hvad Lektor Jens Peter Frølund Thomsen kalder „halvdelen af danskernes indædte aversion mod indvandring“ synes derimod at være sund fornuft, der trods alt kan vinde en smule indpas på trods af de systemstyrede mediers forherligelse af de fremmede og politikernes propagandaspind om, at integration er vejen frem. Var det derimod en „indædt aversion mod indvandringen“ som halvdelen af den danske befolkning havde, hvad jeg vil være den første til at hilse velkommen, så var danskerne gået til modstand — og så havde vi forlængst fået smidt de fremmede ud af vort land.

Systemets xenomani

I Fagbladet 3F nr. 10 2010 er der en notits, hvor der står, at det fra 1. august har været gratis for alle indvandrere at deltage i kommunale danskkurser. Da jeg for et par dage siden besøgte mit lokale bibliotek så jeg den plakat, som der øverst er et billede af, hvor der henvises til, at der på stedet ydes råd og vejledning om „muligheder, pligter og rettigheder i Danmark — på en række indvandrersprog“. For nylig har Københavns Politi sammen med Institut for Menneskerettigheder og Københavns samt Frederiksberg Kommune lanceret en kampagne, der sætter fokus på hadforbrydelser — overfald, tilråb eller lignende, der er motiveret af ofrets baggrund, hvad enten det drejer sig om politisk, etnisk, religiøs eller seksuel baggrund. Dette fokus skyldes, at initiativtagerne ikke mener, at der begås nok hadforbrydelser i Danmark — forstået på den måde, at de under 100 anmeldelser om såkaldte hadforbrydelser, der indgives om året ikke står mål med det antal, der ifølge initiativtagernes lommeteori bliver begået. I år har Århus, til en pris af næsten 2 millioner kroner, givet en neger fra Zimbabwe asyl, kost og logi under dække af at stå vagt om ytringsfriheden, selvom de har ignoreret de 108.562 politiske domme, der i følge det tyske, nationale oppositionsblad HNG Nachrichten, er afsagt i BDR-regimet de sidste 12 år.

Alle disse tiltag har det tilfælles, at de værner om de fremmedes rettigheder. Udover at man fra systemets side smider uforholdsmæssigt mange penge efter de fremmede, som alligevel er et passiv for os, såvel økonomisk som menneskeligt, så viser disse tiltag, der er få nævnte af mange, at systemet lider af en slem form for xenomania. De elsker simpelthen det fremmede og vil gøre alt for, at det vinder tilpas i Danmark.

Integrationen bliver det danske folks endeligt


Vi har et Integrationsministerium, der med rette kan kaldes et Befolkningsudskiftningsministerium, da målet med integration er en udskiftning af den danske befolkning — med tiltag som ovenstående. Integration betyder at lukke fremmede ind i vores samfund, i vores samling af individer. Dette vil, når der er tale om personer, der tilhører en anden race end vor egen, forårsage en befolkningsudskiftning, som en naturlig konsekvens. Selv en indvandrer vil, blandet op med os, have en genetisk betydning — om ikke andet, så i hvert fald i et par generationer. Men med det urovækkende antal fremmede, der er i landet i dag, så vil betydningen ved blandingen være af overordentlig, genetisk betydning. Integrationen skal tilpasse de fremmede til os — de skal blendes ind, altså blandes. Derfor er integration befolkningsudskiftning; integration er folkemord! Det ligger jo også i ordet „ny-dansker“. De fremmede og de raceblandede (som også er fremmede for os) er de nye danskere. De gamle er kasseret og vil nu langsomt — men sikkert — blive sorteret fra.

Derfor er danskernes kamp hård, især set i lyset af, at vore „egne“ kæmper imod os. De som skulle være folkets repræsentanter er xenomanerne på Christiansborg! I disse vanvidstider har reelt tankegods svære betingelser. Derfor skal man, som en del af de 42,4 procent af danskerne ikke regne med at blive hørt. Tværtimod. Kald blot demokratiet et folkestyre, men folket har styret solgt for længst.

Lyden af den brægende muhamedaner, der udgyder sin „samfundsaccepterede støj“, er altså ikke bare lyden af islam. Det er systemets xenomani i lydform - et skridt nærmere den totale befolkningsudskiftning!

Kilder:

Jyllands-Posten: Frit slag for moské-støj »
Jyllands-Posten: Indvandring og islam splitter danskerne »
Berlingske Tidende: Vestlige indvandrere bidrager mest  »
Fagbladet 3F  »
Kampagnen Stop Hadforbrydelser »

torsdag den 12. august 2010

TV2 er modstandere af ytringsfriheden!



Den 12. august 2010 fik jeg min blog, med samme navn som denne, slettet på TV2. Dette skete efter, at den venstreorienterede hjemmeside Modkraft, samt internetavisen Politiken.dk havde omtalt en politianmeldelse af bloggen og mig for såkaldt „racisme“. Det indlæg som nogle venstreorienterede blev forargede over og politianmeldte hedder „Det multietniske samfund“ (det kan også læses på denne blog) og omhandler de biologiske forskelle, der er på mennesker — herunder intelligensforskelle. Indlægget er underbygget med kildehenvisninger til videnskabelige afhandlinger om netop dette. Men visse ting tåler tilsyneladende ikke at se dagens lys, hvis man skal følge TV2's logik. De valgte at slette de samfundsrelevante debatindlæg i min blog og slettede mig tilmed fra siden — og begrænsede dermed rammerne for den frie debat på deres hjemmeside.

Ytringsfriheden er under angreb

Internetificeringen af det offentlige rum og i særdeleshed af den offentlige debat gør, at medier som lader den offentlige debat formidle, eksempelvis hjemmesider, der giver folk mulighed for at blogge, har et ansvar for, at ytringsfriheden tages alvorligt. I særdeleshed må statsstøttede medier som TV2 bære dette ansvar. Dette har de ikke formået. Tværtimod. De har knægtet ytringsfriheden, hvorfor staten bør tage dens støtte til TV2 op til revision. Kan staten støtte intolerante, frihedsindskrænkende medier?

Ytringsfriheden er i denne internet-tid mere truet end nogensinde før. Jeg har af flere omgange oplevet at få slettet min Facebook-profil af samme årsager, som TV2 slettede min blog. Det samme har DNSB's formand, Jonni Hansen, der som kandidat til kommunal- og regionsvalg af flere omgange, må være at betegne som en offentlig person, der deltager i den offentlige debat.

Der hviler et stort ansvar på sociale medier som Facebook, nyhedssider som TV2 og andre. Imidlertid ser det ud til, at de ikke kan bære det ansvar som det er at bevare ytringsfriheden. Som jeg har skrevet om i et andet indlæg om ytringsfrihed, så er denne overhovedet ikke eksisterende i flere lande som vi er i et skæbnefællesskab med, grundet vor medlemsskab af EU. Eksempelvis er der, i følge det tyske, nationale oppositionsblad HNG Nachrichten, blevet udstedt 108.562 politiske domme i Tysklands BRD-regime — og det alene i løbet af de sidste 12 år.

Et samfundsvigtigt emne

Et så tabubelagt emne som race kan være svært for mange mennesker at tage op, fordi folk som oftest kender konsekvenserne ved det; politisk forfølgelse, udstødelse og latterliggørelse. Dette er et stort problem for bl.a. videnskabsfolk, der beskæftiger sig med dette. DR-programmet „Viden Om“ har tidligere vist en udsendelse, der hedder „racemedicin“. Her tydeliggøres det, hvor tabubelagt et emne racespørgsmålet er. Folk, der arbejder indenfor lægevidenskaben kan nærmest ikke engang diskuttere det, selvom det ikke har det fjerneste med såkaldt „racisme“ at gøre. At særlige emner gøres til tabu, kendetegner vel heller ikke en fri debat?

Men når nogen så endelig bryder isen og tager emnet op, som jeg eksempelvis gør det — ja, så kan man ikke engang få lov til det. Vort samfund er under en kraftig forandring. Den enorme indvandring vi har haft gør, at vi om få årtier vil være en etnisk minoritet i eget land — og det kan vi ikke engang få lov at diskuttere. Vi kan ikke engang få lov at belyse problemstillingerne ved udviklingen. Udover problematikken ved ikke at kunne gøre brug af „det frie ord“, så har jeg også oplevet at blive overfaldet af intolerante anti-racister og at blive fyret fra min arbejdsplads pga. mine holdninger alene.

Tror du stadig på, at der er ytringsfrihed her i landet? Så prøv at udfordre den!

Kilder:

Viden Om — Racemedicin »

Politiken: TV2-blogger er meldt til politiet »

Det multietniske samfund

 Billede: Danmark om hundrede år?

Danmark er blevet et indvandrerland - et multietnisk samfund. Ifølge Danmarks Statistiks seneste opgørelser er der 366.032 indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i Danmark. Alle disse er racefremmede - altså tilhører de ikke den hvide race. Men dette er ikke en total opgørelse over det samlede antal racefremmede, der er bosat i Danmark. Langtfra. Ifølge Danmarks Statistiks definition er en indvandrer født i udlandet og en efterkommer er født i Danmark af indvandrere, der ikke har fået dansk statsborgerskab. Får en af forældrene statsborgerskab er efterkommeren ikke længere efterkommer, men dansker jævnfør Danmarks Statistiks definition. Racefremmede børn, der er adopteret til Danmark bliver heller ikke medregnet. Enhver indvandrer fra et andet EU-land er heller ikke inkluderet - heller ikke, hvis personen har mellemøstlig, afrikansk eller anden fremmed oprindelse. Sigøjnere, muslimer, negere og andre, der indvandrer fra EU er altså ikke talt med. I den forbindelse skal det nævnes at stort set samtlige sigøjnere er EU-borgere. Illegale indvandrere, der har udnyttet den åbne grænse, er naturligvis heller ikke medtaget i opgørelsen. Således er der et meget stort hul i statistikken. Tallet på 366.032 som Danmarks Statistik har optalt har altså ikke megen realisme over sig. Et forsigtigt bud på, at der er det dobbelte antal fremmede her i landet vil nok komme en del tættere på sandheden end det andet, omend det altså er et forsigtigt og lavt sat bud.

Okay, så har vi mange udlændinge - og hvad så?

Kvalitet kontra kvantitet

"Det samfund, der skal komme er først og fremmest det menneske, der skal komme. Selvom der gives et samfund en fuldkommen forfatning, hjælper det ikke synderligt, hvis menneskene som samfundet består af har en slet kvalitet. Alle politiske partier er overfladiske. Det gælder både liberale og konservative, socialistiske, kommunistiske og fascistiske. De beskæftiger sig nemlig kun med det ydre, sociale ordninger om dette eller hint. Men de har forsømt det vigtigste: Mennesket. Det er kvantiteten, der interesserer politikerne - ikke kvaliteten."

Således skrev juristen Frederik Vinding Kruse i sit værk "Det kommende samfund", der blev udgivet i 1944. Selvom værket er omtrent 70 år gammelt, så virker det næsten som om det blev udgivet i går, pga. den slående aktualitet.

I den 12. udgave af Nudansk Ordbog fra Politikens Forlag, står der, at et samfund er en "sammenslutning af individer", og at det danske samfund er "alle Danmarks indbyggere". Altså har Vinding Kruse ret når han skriver, at det samfund, der skal komme, først og fremmest er det menneske, der skal komme: Fordi samfundet ér menneskene!

Af denne grund er det vigtigt at beskæftige sig med mennesket og dets kvalitet. Det som Vinding Kruse dengang i 1944 påpegede, at politikerne havde forsømt - og dengang som nu er situationen den samme: Det er kvantiteten og ikke kvaliteten som interesserer politikerne. Derfor har vi så mange indvandrere den dag i dag; fordi politikerne ikke interesserer sig for den menneskelige kvalitet, men faktisk mener, at en dansker sagtens kan erstattes af en somalier uden det betyder noget.

Den naturlige forskel


Er danskerne så bedre end alle andre, vil du måske spørge? Dette kan ikke besvares med et ja eller et nej. Men én ting er sikkert; vi adskiller os fra andre. Ikke fra svenskere og nordmænd. Her er der kun mindre kulturelle forskelle, der adskiller os. Nej, det er ikke dem det drejer sig om. Vi skiller os ud fra de racefremmede. Fra negrene, araberne, asiaterne, osv..

Studier i sammenhængen mellem race og intelligens har påvist, at personer, der tilhører samfund, hvor intelligenskvotienten er lav sammenlignet med vestlige standarder, ikke får en meget højere intelligenskvotient - ej heller efter generationer i den vestlige civilisation og kultur. Den forandring der sker er nærmest ligegyldig, og den når da slet ikke op på sammenligningsgrundlag med vestlige menneskers standarder. Derfor må konklusionen være, at den genetiske arv er den vigtigste forudsætning for ens intelligens, mens miljøet dog påvirker, men altså i mindre grad.

Integration virker ikke

Altså er integration som middel til at løse det multietniske samfundsdilemma et helt forkert værktøj. Ganske enkelt fordi det ikke er muligt at integrere personer, der tilhører en anden race end vor egen, da sådanne personer tænker anderledes, handler anderledes - ganske enkelt fordi de ér anderledes.

Vil man skabe et godt samfund, må man have gode mennesker. Mennesker, der lever i harmoni med dem selv. Dette får man ikke ved at integrere racefremmede personer og dermed lukke dem ind i vort samfund - i vores samling af individer. Som det er påvist, så vil negere fra Ekvatorial Guinea, hvor gennemsnits-intelligenskvotienten er 59, ikke få en IK på 100 ved at flytte til Europa. Derfor vil denne indvandring være direkte landsskadelig. Men der findes selvfølgelig også afvigere blandt de mennesker, der tilhører de folk, der har en lav gennemsnits-IK. Måske er det muligt at finde en neger, der har en ligeså høj IK som en gennemsnitseuropæer? Måske. Men i givet fald er det, som denne kan bidrage med til vort samfund alligevel begrænset. Desuden vil det være en slags omvendt ulandshjælp, hvor man dræner de dårligst stillede samfund for de bedste individer de kan frembringe. En intelligent neger vil til enhver tid kunne bidrage med mere i Afrika end han ville kunne i Europa - og afrikanerne har brug for denne neger. Det har vi ikke.

Et godt samfund må som sagt også have mennesker, der lever i harmoni med sig selv og hinanden. Men er det muligt i et multietnisk samfund? Hvor end vi kigger hen, så er multietniske samfund ulykkelige. Palæstina, Afghanistan, Sydafrika, Amerika og jeg kunne blive ved. I disse lande har der været forfærdelige uroligheder, borgerkrige pga. den multietniske samfundsorden. Er det noget, der er værd at tilstræbe?

Det kommende samfund?


Der findes ingen gode argumenter for den racefremmede indvandring. Tværtimod. Hvis vi lader den stå til vil vi give samfund videre til vores børn og børnebørn, der er plaget af kriminalitet, uro, teknologisk og økonomisk tilbagegang og på alle mulige måder vil vi sælge fremtiden for enkelte generationers vanvid. Vort folk er ved at uddø, pga. den massive indvandring og danskernes lave fødselsrate. Om ganske få årtier vil danskerne være en minoritet i eget land. Dette er et uomtvisteligt faktum. Derfor er Dansk Folkepartis vælgertækkende forslag om et indvandrerstop fra ikke-vestlige lande slet ikke nok. Hjemsendelser af dem, der allerede tager ophold her er også nødvendigt. Kald det blot radikalt eller ekstremt. Jeg kalder det nødvendigt.

Kilder:

The Heritability of World IQ Differences »

The Bell Curve »

Danmarks Statistik »

N.B.: Kildelisten er ikke komplet, men vejledende.

Ytringsfrihed — en by i Afghanistan?


Premierløjtnant Jonas Peter Pløger blev, i en alder af 26, nummer 34 i rækken af danske soldater, der har måtte ladet livet i krigen i Afghanistan. Krigen for demokrati og ytringsfrihed . Disse to er nøgleord. Ikke bare for krigsmissionen i Afghanistan. Nej, det er nøgleord for vor tilværelse i Vesten. Fundamentet for vore samfund. Eller ... det er i hvert fald, hvad vi bliver fortalt.

Vi har nok at gi' af

Den 15. juni landede et fly i Tirstrup Lufthavn. Heri sad en forfatter, der har været forfulgt af det politiske system i Zimbabwe efter udgivelsen af en række bøger. Tendai Frank Tagarira er navnet på manden, der fik asyl uden at søge det. Til at tage imod den 26-årige forfatter stod Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis og rådmand for Kultur og Borgerservice i Århus, den srilankanske Marc Perera Christensen.

Tænk, at vi i Vesten er så frie og har så meget ytringsfrihed , at vi kan begynde at dele ud? For det er da meget nobelt, er det ikke? At "tage ytringsfriheden alvorligt", som Marc Perera Christensen mener, at Århus signalerer til omverdenen, at den gør ved at give Tagarira asyl. Det er da fantastisk ... Eller hvad?

Et meningsdiktatur lige syd for grænsen


Det er ikke lang tid siden, at vi hørte om en 54-årig tysker, der risikerer fængsel i op til tre år, pga. en ringetone på hans mobiltelefon. Denne indeholdte et brudstykke af en tale fra den tidligere tyske rigskansler, Adolf Hitler. Og hvor mange gange har vi ikke hørt om personer, der er fængslet for ikke at tro på , for at undersøge eller for at sætte spørgsmålstegn ved holokaust?

Ifølge det tyske, nationale oppositionsblad HNG Nachrichten, så er der, alene de sidste 12 år, faldet 108.562 politiske domme i BRD-regimet. Man skal altså ikke andet end lige syd for grænsen før et omfattende meningsdiktatur begynder. Ingen af disse politisk forfulgte personer får nødhjælp. Ingen af disse får asyl og et fristed. Hvorfor demonstrerer vi ikke overfor disse, at vi er en oase af ytringsfrihed? Er det fordi, at Tendai Frank Tangarira er mere udsat end de hundredetusindvis af tyskere, der dagligt undertrykkes, som ikke må samles offentligt, ikke må have egne partier og som end ikke må give udtryk for deres holdninger?

Et politisk projekt


Naturligvis er det ikke fordi, at Tangarira er særligt udsat set i forhold til de mange tyskere, der er konstant forfulgt og undertrykt. I virkeligheden er det vel mere nærliggende at tage sig af dem først? Ikke bare geografisk, men nu er vi sådan set i en fælles union. Hvis man ikke kan acceptere politisk forfølgelse udenfor unionen, hvordan kan man så acceptere politisk undertrykkelse per definition indenfor unionen?

Det må være endnu mere paradoksalt for tyskere at høre på deres politikere tale om en ørkenkrig for demokrati og ytringsfrihed . Men alle der deltager i krigen accepterer denne mangel på eksistensen af ytringsfrihed i ikke bare Tyskland, men i flere EU-lande.

At Århus henter en neger til byen, skal vel blot medvirke til at give sympati for "de stakkels negre"? Det er da også helt symptomatisk, at det er en srilankansk kultur rådmand, der henter negeren. Men uanset om jeg har ret i min antagelse om Århus Byråds baggrund for at hente negerforfatteren herop og give ham asyl eller ej, så er en ting sikkert: det er ikke fordi Århus Byråd tager ytringsfriheden alvorligt. Denne har de for længst givet køb på.

Hvide menneskers rettigheder bliver til stadighed indsnævret, mens man gør alt for at hævde de fremmedes rettigheder. Med våben i hånd går man i krig for de fremmede og sender danskere hjem i kister for deres rettigheder. Man giver asyl til de fremmede som ikke får denne frihed (ikke bare Tangarira, men politiske flygtninge fra ikke-vestlige lande i al almindelighed). Men når vores europæiske folkefæller begrænses og pines er der ingen, der siger noget. Dette interesserer ikke meningsfabrikanterne. Derfor kan man med rette kalde asylen til negerforfatteren for et politisk projekt, der ringeagter hvide menneskers rettigheder. Og man kan med rette stille spørgsmålet:

Er ytringsfrihed en by i Afghanistan?